Denne side er sidst opdateret 22-12-02
Denne side er sidst opdateret 22-12-02
[ En ulige kamp ] [ Han fandt en udvej ] [ Pas på svinget i Rahstede! ]
[ Broen over floden ] [ Evner er ikke altid ] [ Ike-eskorten ]
[ Kroneplader ] [ Hvad var en RSM? ] [ På flugt fra MP ]
[ Udrykning ] [ Et bordelbesøg ]
Under en sommermanøvre på Lüneburger Heide fik jeg af Kaptajn
Poulsen ordre til at foretage ruteafmærkning til en fremrykning med den sidebemærkning, at jeg ikke behøvede at tænke på vejen, idet jeg blot skulle
følge efter Quens Bays, det britiske tankregiment, der først skulle rykke frem
og sikre den øvrige styrke.
Jeg havde læsset min trailer med skiltemateriel og hvad vi ellers skulle bruge og medtog to motorcykel-MP,ere som hjælpere samt yderligere en
MP'er i vognen.
Kørselen skulle være mørkelagt, men det var vi vant til fra tidligere
manøvrer. Vi kørte gennem terrainet og ad skovveje mod det punkt, hvor jeg vidste, at
kampvognene skulle starte fra. Jeg havde derfor på intet tidspunkt spekuleret på at det, der skete, kunne ske.
Kort
før overraskelsen kom, havde en af motorcykel MP-erne været oppe på siden
af jeep'en for at spørge mig om noget, og så skete det: - en Centurion kom
brølende lige imod mig - det havde jeg under ingen omstændigheder forventet - jeg skulle jo følge
bag efter dem.
Der var selvfølgelig ikke plads for mig til at undvige og jeg kan ikke tænke mig, at kampvognsføreren havde set mig. En uhyggelig bragende lyd samt lyden af flænset metal hørte jeg, mens min jeep blev væltet om på siden efter at have været løftet op fra jorden.
Min første tanke var den MP'er, jeg netop havde talt med, men han havde observeret faren og var trukket bagud igen. - Kampvognen brølede videre ud i mørket som om intet var hændt. Selv havde jeg fået et kraftigt slag på den ene skulder og i ansigtet fra rattet, men ellers var der intet sket, heller ikke med den MP'er, der sad ved siden af mig.
Jeg fik sendt den ene MC-MP,er tilbage til vores hovedkvarter og få sendt erstatning ud, så vi
kunde få fuldført vores opgave. Den anden MP-er blev efterladt ved jeep'en
mens jeg selv gik tilbage, eller blev kørt bag på den anden MC-MP'er, det
husker jeg ikke mere - vi var ikke langt hjemmefra. Jeg meldte mig til chefen og
da han havde set, at jeg var lidt slingrende, blev der sendt bud efter en ambulance og jeg blev transporteret til det
britiske hospital i Hamburg, en tur
jeg ikke har glemt endnu.
Fastspændt på en hård briks i en militær ambulance, der forsøger at køre
"pænt" tværs over Lüneburger Heide er ingen
spøg - og slet ikke, hvis man fejler noget. Mit ophold på hospitalet
viste, at jeg havde et "brud" - en revne i højre overarmsknogle og et
brækket næseben, men det var ikke slemt. Jeg blev nogle dage der og blev
senere hentet hjem til Itzehoe af Ljt. Ankerkilde, der var kriminalchef. Men jeg
havde lært på hospitalet, at når en sygeplejerske kom ind på stuen, var det
med at få "samlet slæverne" og stå ret, hvis man var oppegående,
det vidste jeg selvfølgelig ikke med det samme, og første gang vi fik besøg
af en sygeplejerske på stuen, sendte denne mig et "venligt ulveblik"
og sagde med en stemme, der ikke kunne misforstås: "On your feet -
staffseargent!" - Og det gjorde jeg så. Hun havde et rødt filtskulderslag
med 2 stjerner på skulderen og var altså britisk premierløjtnant, hvilket var
svært at se, når man lå ned.
Inden jeg forlod uheldsstedet, havde jeg heldigvis åndsnærværelse nok til at
få optaget billeder, der med al tydelighed viser, at selv om en Jeep er et
robust køretøj, kan den altså ikke klare en 35 tons Centuriontank.
Der havde været anmeldelser om nogle smårapserier fra tyske statsborgere.
Det var navnlig fra piger, der havde tilbragt en del af de mørke vinteraftener
sammen med danske soldater. Det kunne godt falde lidt svært at modtage anmeldelse fra en tysk pige om at en
dansk soldat havde frarøvet hende penge, smykker eller lignende. For det
første var det meget sjældent, at pigerne i det hele taget var i besiddelse af
sådanne effekter, og for det andet havde vi ofte været ude for, at der var
jalousi med i spillet.
Nå! - men soldaten var angivet med både nr. og navn, så der var ikke andet
for, end at få ham hentet til afhøring. Der blev tillige rettet henvendelse
til hans kompagni, idet vi ville foretage en ransagning. Soldaten blev afhentet
og to MP-ere blev sendt til kompagniet for at foretage ransagning. Der fremkom intet under afhøringen. Han nægtede sig skyldig. Men kort efter
kom de to MP-ere tilbage medbrindende et ur, der viste sig at være det af pigen
anmeldte som stjålet. Slaget var tabt og tilståelsen faldt straks efter. Soldaten vidste godt selv, hvad dette ville betyde: Spjældtur og dermed ingen
orlov til Danmark, hvilket jeg meddelte ham, at der var udsigt til.
Da vi skulle transportere ham tilbage til kasernen, sagde han:" Det
er da også ligemeget, hr.. Oversergent, jeg skal da nok finde en anden måde at
komme hjem på !"
Han blev ført til kompagniet og afleveret til vagthavende. Senere på aftenen modtog vi anmeldelse om, at en soldat havde begået selvmord.
Det var den selvsamme soldat, der nu havde fundet ud af, hvordan man kom hjem, -
han havde skudt sig med sit gevær. Jeg kørte ham selv hjem til retsmedicinsk institut.
Det var selvfølgelig MP,s opgave at sørge for, at al færdsel foregik
sikkert, hvilket bl.a. betød eskortering af forskellige standspersoner som
f.eks inspicerende generaler fra såvel dansk, engelsk som amerikansk side.
En af de første for mit eget vedkommende var eskortering af General Gørtz, der
selvfølgelig eskorteredes med al den omhyggelighed, vi kunne lægge for dagen.
Vores eskorte af Generalen drejede sig om strækningen mellem Jever og
Oldenborg. Jeg kørte som forrytter for at sikre fri gennemkørsel.
Marchhastigheden var fastsat til 80 km/t. Som forrytter kunne jeg færdes frit
helt op til ca, et par kilometer foran kortegen. Der var på strækningen, som
så mange andre steder i området brolagt med skiffersten, de såkaldte
"Black Coppels", som når det småregnede eller var var fugtigt af
andre grunde - f.eks. dugfald - var glatte som sæbe.
Netop som jeg var ved at gennemkøre et sving i landsbyen Rahstede opdagede jeg
en foran kørende hestevogn, der skulle "ryddes af vejen" - ind i
rabatten, så Generalen kunne passere uhindret. Min hastighed var på det
tidspunkt nede på ca. 60km/t så jeg lukkede forsigtigt op for gassen og
befandt mig pludselig kurende på ryggen med motorcyklen ovenpå mig og
gnisterne flyvende om ørerne.
Hestevognen drejede heldigvis af til højre og jeg fortsatte min rutchetur lidt
endnu. Jeg nåede at komme på hjulene igen og kom i gang inden kortegen nåëde
mig. Under en smøgpause i Oldenborg efter at vi havde afleveret Generalen, opdagede
jeg, da jeg afførte mig mine fine gule kravehandsker, at den venstre var fuld
af blod og at mit armbåndsur flød rundt i suppedasen. Koblingshåndtaget havde
på en eller anden måde under styrtet boret sig ind under huden og havde
sprængt urremmen.
Min styrthjælm, som var af stål, havde på den ene side et håndflade stort
slidhul og den forreste nummmerplade var skarpslebet som en kniv. Selv om 60km/t
ikke er nogen stor hastighed, har jeg senere tænkt på, hvordan det var gået,
hvis jeg ikke havde været reglementeret påklædt
til motorcykelkørsel. Jeg kan stadig se arret efter koblingshåndtaget.
De fleste tyske landsbyer gennemstrømmes af et eller anden vandløb eller
mindre flod, som ofte indgår i gade- og havebilledet på en særdeles naturlig
måde. Ja, det er ofte svært for fremmede at se, at der overhovedet er et
vandløb. En af generne ved disse vandløb er tidevandets indflydelse på vandstanden, således at det ellers så kraftigt brusende vand ved ebbe er
forvandlet til en stinkende mudderpøl, med alskens "lækkerier" i
form af døde fisk og menneskeligt nødtørft.
Hver gang et MPKP-hold havde afsluttet deres tjeneste, afholdtes et
afskedsselskab på et af de med "miljø" inficerede listige steder. Det faldt måske naturligt for nogen at forlade selskabet og
kammeraterne for at
hengive sig til mere personlige "laster", eksempelvis kvinder, og det
var vist det, der drev et par af MP,erne den pågældende aften. Da man havde opdaget de to formasteliges forsvinden, besluttede kammeraterne, at
de i hvert fald skulle deltage i festen, og hvad var vel mere naturligt end at
"melde dem til MP", som straks udsendte en patrulje. I Itzehoe var det således, at byens lille flod, Die Stör, der gennemstrømmede
byen, dannede grænse mellem den pæne og den mindre pæne og selvfølgelig
forbudte bydel "Neustadt". Det skal også nævnes, at et ganske almindeligt undvigelsestrick, der
selvfølgelig også var kendt af MP,erne var, at man, når man hørte
patruljejeepen eller den karakteristiske lyd af MP-patruljens fodslag,
lagde hånden på det nærmeste stakit og satte over og landede så fladt som
muligt. Der blev man så til patruljen havde passeret. Og det var da også det vore to venner gjorde, da de hørte motorlarmen fra den
eftersøgende jeep. I deres lidt omtågede tilstand havde de dog ikke bemærket, at
"stakittet" var rækværket på broen over floden, Die Stör.
Det var ebbetid.
Der findes en del mennesker, der - sådan hedder det vist i
dag - "udsender signaler", der gør, at de bliver
behandlet på en særlig måde af deres omgivelser, ihver fald af dem, der
"læser" signalerne.
MPKP Jensen var et sådant menneske, og jeg er selv flere gange blevet
opmærksom på det faktum, at jeg ligesom havde lyst til at dukke ham ved
lejlighed . Han signalerede en slags bedreviden, som han demonstrerede ved at
være en lille smule fræk - kun lige til stregen, så han undgik alvorligere
konsekvenser. Jeg konstaterede, at også andre havde sådanne lyster, og det var jo ikke rart
for KP Jensen, men han havde kunne lade være med at sende de
"signaler". Der skulle være parade i en eller anden anledning, jeg husker ikke hvad. Hele
MP-DET stod opstillet og da jeg havde afleveret styrken til CH/MP, som for
øvrigt hed Kaptajn E.A.Poulsen, blev der inspiceret og derefter kommanderet
"Rør".
Kaptajnen røg på en cigaret mendens vi ventede. Da han havde røget færdig,
kastede han skoddet ca. 2 meter foran sig. "KP Jensen ! " - Jensen svarede selvfølgelig:"Javel, Hr.Kaptajn"
og trådte frem ca. 3 meter foran Chefen i smuk retstilling. "Træd
på skoddet, Korporal!" - "Javel, Hr Kaptajn!"svarede Jensen og
anbragte sin topgejlede støvlesnude på skoddet, og indtog igen retstilling.
"Tak, Korporal Jensen, Træd ind!" og derefter lavmålt, men dog så
højt, at både KP Jensen og jeg kunne høre det:"Man skal benytte folk
efter deres evner!".
Det skal nu tilføjes for de, der ikke kendte Kaptajn Poulsen, at han ellers var en yderst korrekt og retlinet officer, fra hvem
en sådan handling forekom som et mindre chock for mig. Men der var jo det med "signalerne" .
Under en større manøvre på Lüneburger Heide kom der ordre til
MP-hovedkvarteret om at chefen for Rhinarmeen - General Dwight D.Eisenhower -
ville inspicere DDK og DNK samt andre styrker, der deltog. Generalen ønskede en
Jeep med chauffør og to maskinpistolbevæbnede MP-vagter stillet til rådighed.
Da jeg efterhånden havde varetaget en del eskorteopgaver, fik jeg ordre til at
melde mig hos Generalen med det omtalte udstyr på et nærmere angivet
koordinat.. Her var Generalens egen stabsvogn og forskellige officerer fra hans
stab samt en civil body-guard samlet. Stor var min overraskelse, da Generalen satte sig på det tomme sæde ved min
side og sagde:"Drive on - ". De to maskinpistolbevæbnede MP-vagter
sad bag i jeep,en. Generalen fortalte hele tiden, hvor han ville hen, så det var en meget simpel
opgave. Han kendte terrainet som sin egen bukselomme. Det var dog en endnu større overraskelse, da Generalen skulle inspicere de
norske styrker noget senere, at han incisterede på at fortsætte i min jeep og
med mig som chauffør. Den norske MP-jeep måtte pænt køre bagefter.
Hvad der fik General Eisenhower til at tage denne bestemmelse har jeg tit
spekuleret over. Der var ingen tvivl om, at min jeep, som var en Willys-jeep,
var langt flottere en nordmændenes gamle Ford-jeep, men det kan også skyldes
den omstændighed, at en dansk oversergents distinktioner var to
"sølv-" eller "guld-bjælker" på skulderstropperne og tog
sig lidt bedre ud en en norsk korporals vinkler. Bjælkerne på skulderen var
meget lig de amerikanske premierløjtnantsdistinktioner. Men jeg syntes helt bestemt, at Eisenhower valgte rigtigt.
Da der blev indført hundevagttjeneste ved Kommandoet, fandt man det naturligt at det kom til at fungere under NK/MP. Jeg var selvfølgelig i den anledning ansvarlig for både hundenes træning og for den udførte vagttjeneste. Der var ikke mange, der ofrede tid til at interessere sig for denne tjeneste i øvrigt, men der var én, som var meget intereesseret og som tit aflagde besøg ved kennelen, Hans Kongelige Højhed Prins Gorm med rang af Kaptajn. Vi havde derfor mange samtaler om både hundene og også om mange andre ting. Prins Gorm havde, som så mange andre ved Kommandoet fået anskaffet sig en bil, (brugte biler kunne fås for en slik) så vidt jeg husker en Audi, der som alle andre var indregistreret under BZ (British Zone)- nr. Kommandoets daværende chef, Oberst Bjerregaard, var ikke tilhænger af disse køretøjer og da slet ikke på kaserneområderne og udstedte forbud mod parkering og garagering på disse for BZ-køretøjer. Det kom Prins Gorm og jeg selvfølgelig til at tale om, da vi begge var indvolveret. Han var sur over det og navnlig fordi han havde sin bolig på kasernen og som chef for Transportkompagniet benyttede en af kompagniets garager. Jeg spurgte ham, hvad han ville gøre ved det og han fortalte mig, at han ville ringe hjem til Hofmarshalatet og få tilsendt et par Kroneplader" og som han sagde: Oberst Bjerregaard vil vist ikke forvise en bil med kroneplader til at stå på offentlig gade. Det tror jeg han havde ret i.
Det er såmænd "bare" en britisk militærtitel: Regimental
Seargent Major. Under mine mange besøg på britiske kaserner og ikke mindst ved WDTW (War Dogs
Training Wing) i Sennelager i Sydtyskland, hvor jeg hvert halve år var til
omskiftning af førere og optræning af disse.
Om aftenen var man jo altid i WO & Seargents Mess (Messe for Officiant- og
sergentgruppen), hvor der blev skyllet øl ned i stride strømme, og hvor
stemningen altid var på kogepunktet, så man næppe kunne høre, hvad man selv
sagde. Når kl. var 2300 gik døren op og en stout, særdeles myndig person meddelte
efter at have stødt sin stok i gulvet at "The mess is closed!!" Det var den så - ingen diskussion - alle fattede deres huer m.v. rettede på
påklædningen og forlod messen uden kommentarer.
Alle uden undtagelser gik "straight", selv om de hele aftenen havde
ravet rundt inde i messen. Træffes en britisk officer eller befalingsmand
udenfor messen i synlig beruset tilstand, kan vedkommende let risikere ved morgenparaden at blive "udnævnt " til menig soldat med hvad dertil
hører. Dette foregår som regel under morgenparaden, idet den formastelige kaldes frem
foran geleddet og får sine distinktioner fjernet på en yderst kontant måde. Da jeg havde oplevet nøjagtig det samme i officersmessen, spurgte jeg, hvad det
var for en gut, der sådan kunne jage folk ud. Jeg fik at vide at det var "THE
RSM."
Jeg var mere nysgerrig og spurgte, hvor sådan en karl befandt sig i hierakiet.
En stabssergent fortalte mig, at man bedst kunne forstå det, hvis man fik at
vide, at hvis et Regiment skulle flyttes og indkvarteres på en anden kaserne
ville man først indkvartere Obersten, dernæst RSM og så oberstløjtnanter,
majorer , o.s.v. Der var faktisk ikke mere at spørge om - vel?
Jeg var i 1952 tjenestgørende ved Det Danske Kommando i Tyskland. En dag traf
jeg en oversergent, som jeg kendte fra en anden sammenhæng på kasernen i
Itzehoe. Men den dag så han anderledes ud. Han havde ned over panden to lange
parallelt løbende tydelige kvæstelser.
Om disse forklarede han, at han en aften nogle dage forinden havde været til
dans på restaurant Laage i Breitesrasse. Det var ikke danske soldater tilladt
at være på tyske restauranter længere end til kl. 0100 - og da klokken var
blevet mere end det, og der pludselig stod en MP-patrulje i
døren til danselokalet, hvor oversergenten fortsat opholdt sig, så var det
bare med at komme ud i en fart.
Ad en lille omvej fik han sig manøvreret uden om patruljen og ud på gaden. Her
fik MP-erne i patruljevognen øje på ham, så det var bare med at kome væk i
en fart.
Og han vidste af tidligere erfaring, hvad han skulle. Han løb over
Breitestrasse og ind i den overfor liggende tværvej, hvor han vidste, at der
var en gård, han kunne gemme sig i. Nu var der denne nat blot sket det, at den
store gitterport til gården var lukket - men det resultat, at
oversergenten med fuld fart brasede ind i porten. Deraf sårene i panden.
Men han blev ikke taget af patruljen.
MP-Korporal Kurt Eli Hansen "Smeden" fra hold 4
fortæller til DRB i 1989 efter kraftige opfordringer under et
jubilarsstævne om sine oplevelser på station 2 i Aurich i 1949:
"Indlæg efterlyses til Det Røde Betræk".
Sådan opfordrede Løvenvig de gamle veteraner, da vi var samlet til 40 års
jubilæum på Hvorup Kaserne i Aalborg.
Skriv til os om jeres oplevelser, og jeg skal gerne rette og korrigere indsendt
materiale.
Ja, Løvenvig - du er ikke blevet et hak bedre end for fyrre år siden, da du
var stationsleder i Aurich - da rettede du også i rapporterne, så man var ved
at blive skør efter 3 - 4 gange omskrivninger. - Nå, naturligvis skal vi ikke
her debattere fordums skærmydsler vedr. rapportskrivninger, enkelte gange havde
du jo nok ret - jeg sagde enkelte gange. Jeg vil også notere for dig, at ikke
alt egner sig til fremlæggelse, selv fyrre år efter. - Gud bedre det og
tilgive mig, --!
Ja, når dette , som man siger, rent indledningsvis er kommet på plads, skal
jeg gerne medvirke til at gengive lidt af det fra dengang - så sandfærdigt som
nu en gammel soldat kan gøre det.
Det var i Aurich på station 2 - omkring årsskiftet 1948 - 49. Vi lå i vor
allersødeste søvn - Leif Byth, -- Marius -- Gunnar Knudsen
og undertegnede.
Hvad de andre drømte om, kan jeg naturligvis ikke sige - men det skulle
ikke undre mig, om det var det samme som mig - tre gamle grissebasser.
Pludselig lød nogle grimme lyde nede fra aulaen (Hall,en (EL)) - "TRÆD
AN" - "NU OG HER SE AT KOMME I GANG" og alt det sædvanlige
med, at det ikke kunne gå stærkt nok.
Jeg har aldrig kunnet fordrage høje lyde, råb og den slags - jeg bliver altid
forfjamsket - tænk jer kære læser, dette her foregik midt om natten og så
vidt jeg husker var vi alle ædru. En ting husker jeg helt klart - jeg var den
sidste - godt nok med skjorten uden på bukserne, kun én strømpe og sådan
noget, men jeg nåede det altid - kampklar, rede til hvad som helst.
Én ting blev jeg efterhånden klar over. Vi skulle i krig - jo fandeme -
stålhjælm, ekstra patroner blev udleveret. Vort standartudstyr, pistolen blev
efterset..
Da jeg som noget af det sidste fik udleveret en maskinpistol, der rigtigt kunne
skyde - der var krudt i den - var jeg ikke i tvivl mere. Jamen herre jøsses -
tænkte jeg, nu må du gerne blive lidt bange.
En flygtningelejr - langt ad helvede til ude på landet, bad om omgående
assistance. Nogle flygtninge havde smuglet træsprit ind i lejren og havde
åbenbart hældt det i halsen. De var gået
totalt amok og havde frataget vagtpersonalet deres skydevåben, for derefter at
anbringe dem i vagtbygningens arrester.
En af vagterne havde haft held til at flygte, og det var formodentlig ham, der
havde tilkaldt assistancen.
I patruljevognen (en Ford truck (EL)) befandt der sig, såvidt jeg husker - vor
chaufør Neymann - stationsleder Løvenvig - sergent Jensen - Højbjerg og
undertegnede.
Vi kørte helvedes stærkt - efter ca. 1/2 times kørsel så vi 200 meter før
lejren en vagt, der stod midt på vejen og svingede med en gammel staldlygte.
Har forklarede os hurtigt, hvor hovedindgangen var.
Vi holdt foran hovedindgangen, alt lys i lejren var slukket, en meget stor
dobbelt jernport var lukket og låst.
Det lange lys og en projektør lyste fra patruljevognen gennem jernlågen
ned gennem lejrgaden.
- Der var en uhyggelig stilhed.
Vi ventede 2 minuter. Da stadig intet rørte sig blev en taletragt brugt
til at gøre opmærksom på, at det var det danske Militærpoliti og at de
skulle tænde lys og åbne porten.
- Stadig stilhed.
Så kom ordren:"Tag ladegreb - vi rykker 10 meter tilbage tilbage og kører
gennem porten med fuldt drøn - forhåbentlig sprænges låsetøjet. Vi sidder
af, når vi er kommet igennem porten. Alle mand skyder i luften og råber og
skriger."
Det gjorde vi så. Vi skød som rasende op i den mørke himmel, pludselig lød
ordren :" Hold inde"
Vi stirrede ned ad gaden, stor var vores glæde, da vi så den ene hvide klud
efter den anden blive hængt ud af vinduerne.
Nu var det skide let alt sammen, for galningene kom imod os med hænderne i
vejret. Jeg husker at have haft æren af at stille dem op ad muren ved
vagtbygningen og få dem til at stå stille. Det var meget nemt, for hvis der
blev for meget uro, trykkede jeg bare af op i luften.
De blev visiteret, våben og nøgler til cellerne blev fundet, flove vagter blev
lukket ud, lejren blev gennemgået - operationen var lykkedes.
Dog havde vi glemt vagten, der havde stoppet os med staldlygten -- han stod på
den bagestekofanger, da vi kørte gennem porten, og havde ikke kunne forstå
vores ordre, så han var faldet af og var kuret på røven 8-10 meter hvorefter
han havde brækket kravebenet. (sammenstød med jernporten, (EL)). Jeg håber
det er groet rigtigt sammen.
Da vi kørte hjem begyndte de første lysninger på himlen at melde sig.
Jeg glædede mig til at komme hjem på stationen og prale - jeg følte det som
om jeg havde været med i hele 2. verdenskrig, og jeg tænkte - det
mindste, de kan gøre er at give mig en medalje. - Det fik jeg også
-- 40 år efter på Hvorup Kaserne - et Sølvjubilartegn .
Af Leif Nielsen, hold 3 m.fl.
Sommeren 1948. Den danske Brigade i Tyskland. På MP-station nr. 3 i Oldenburg
var klokken omkring midnat, da det lød gennem villaen i Gartenstrasse, hvor vi
både havde indkvartering og MP-station; Alarm - alle bortset fra vagthavende
gruppe stiller i tjenesteuniform i gården klar til udrykning.
Det var noget nyt, men det var bare med at komme ud af kanen, på med uniformen
og så ned i gården. Her stod stationslederen, oversergent L.G. Petersen. Han
befalede vore køretøjer startet, og kort efter kørte vi i kolonne rask gennem
de næsten mennesketomme gader ud nordpå gennem byen, først ad hovedgaden,
senere ad mindre sideveje indtil vi efter 10-15 min. Kørsel gjorde holdt på en
stille villavej, og her fik vi af oversergenten orientering om vor opgave.
Vi fik udpeget en lidt tilbagetrukken villa som værende Oldenburgs bordel - og
da det var forbudt for allieret personel at komme der, skulle vi nu foretage
kontrolbesøg.
Der blev udstillet poster omkring villaen - lidt dramatisk - og nogle få af os
blev udpeget til at følge med oversergenten ind i villaen. Jeg var en af de
udpegede (måske fordi jeg var tjenestgørende i kriminalafdelingen, men er det
kriminelt at være på bordel?). Efter at have betjent klokken ved fordøren
blev denne lukket op på klem, og en lille, sirlig dame på ca. 40 år spurgte
om vort ærinde. Dette forklarede oversergenten, han talte ret godt tysk, og
efter at damen havde beklaget at en sådan kontrol var nødvendig, blev vi
lukket ind. Hun var åbenbart stedets bordelmutter.
Og jeg blev overrasket. Det viste sig at være en nydelig indrettet villa med
smukke møbler, malerier på væggene og tæpper på gulvet- alt rent og
smagfuldt indrettet - som var det en velhaverbolig vi var kommet ind i. Der må
være penge i det fag.
Det må her bemærkes, at der i sommeren 1948 stadig opretholdtes et såkaldt
fraterniseringsforbud, som bl.a. medførte, at det var os forbudt at komme i
tyske huse, endsige på tyske restauranter etc. I forbindelse med afhøring og
evt. ransagning hos tyskere, som var beskæftiget på kasernen eller på
brigadens centralhospital og mistænkt for tyveri af dansk ejendom, havde bl.a.
jeg set flere tyske boliger indefra - men ingen så velholdt og nydelig som
denne. Oldenburg var bortset fra bombeskader på banegården og kasernen stort
set kommet gennem krigen uden skader, men byen var overfyldt med flygtninge og
tvangsforflyttede personer fra østområderne, og indkvarteringen af disse havde
medført boligforhold som grænsede til det umenneskelige. Mange flygtninge
manglede selv de mest elementære ting; at mange forsøgte at klare dagen og
vejen ved rapseri og småtyveri (man organisierte) er forståelig.
Her sås noget helt andet. Sammen med oversergent Petersen gik bordelmutter op
på 1. Salen. Jeg skulle følge med, og vi fik udpeget et værelse, hvor en af
pigerne havde besøg. Der blev banket på, bordelmutter forklarede vort ærinde
- og lidt efter åbnede bordelmutter døren til værelset. Sammen gik vi ind, og
i sengen lå en mand, en ung kvinde var stået ud af sengen og fandt fra et par
benklæder et "Ausweiss" hvoraf det fremgik, at der var tale om en
tysk landsperson. Vi kunne herefter forlade værelset, som var spartansk
udstyret, men hvor alt duftede af renhed og orden.
Hvorledes kontrollen i øvrigt forløb, erindrer jeg ikke, men der blev ikke
antruffet allieret personel i huset, så vi kunne kort efter returnere til
MP-stationen i Gartenstrasse.
Jeg håber, at det af ovenstående er fremgået, at jeg fik det allerbedste
indtryk at dette mit første besøg på et bordel. Alligevel kom jeg der aldrig
mere - ej heller på andre etablissementer med tilsvarende aktivitet.
Og nu er det for sent.