Denne side er sidst opdateret 20-03-12
2010:
- Marts - Generalforsamling
Generalforsamling afholdt den 24. Marts på Hørning Kro & Hotel.
Foreningen fik ny formand, idet Steen Ladefoged ønskede at trække sig efter 6 år på posten.
Til ny formand blev valgt Ole Pedersen (SG 23) og til ny næstformand Kristian Thomsen (KP 94)
- Valdemarsdag den 15. Juni
Otto Westergaard og Ole Pedersen deltog med fanen ved en højtidelighed i Århus Domkirke og på Århus Rådhus.
- National flagdag den 5. September
Ole Pedersen deltog med fanen ved en højtidelighed på Søværnets Operative Kommando (SOK)
I Brabrand kl. 0800.
Senere på dagen deltog Otto Westergaard med fanen ved et arrangement på Århus Rådhus.
- Torsdag den 16. September. Besøg på dansk vingård
Torsdag den 16. September mødte 26 forventningsfulde medlemmer af MP-Østjylland op på Fjordgaard Vineri i Norsminde (mellem Århus og Odder).
Her skulle vi se og høre om dansk produceret vin og efterfølgende indtage en herlig middag ledsaget af gode vine.
Fjordgaard Vineri er næsten helt nybygget, idet bygningerne kun er 4 år gamle og opført på en tidligere landejendom med en fantastisk beliggenhed. Her kan man se til både Samsø og Thurø, og vinmarken er beliggende på en sydskråning ned mod Norsminde Fjord.
Ingelise og Jan Riising, som ejer stedet, dyrker - udover vin - også grøntsager, som sælges fra en butik på stedet.
For 4 år siden blev der plantet 1500 vinstokke. 1200 rødvin og 300 hvidvin. Disse er igen opdelt i 9 forskellige sorter af rødvin og 3 forskellige hvidvin.

På et godt normalår skal de 1500 vinstokke give ca. 1500 kg. druer, som igen skal give ca. 1200 flasker vin.
På et besøg i vinmarken fortalte Jan Riising levende om det at dyrke og producere vin.
2009 var det første år, hvor Fjordgaard-vinen var blevet produceret og tappet på flasker. Men ved 2 forskellige vinsmagninger blandt eksperter indenfor dette område, var vinen blevet tildelt
Bronzemedalje som den 8. bedste vin ud af 200. Et resultat, som Jan Riising naturligvis var stolt over. Produktionen det første år var på beskedne 400 flasker.
På et spørgsmål om, om man sprøjtede vinen , fortalte Jan, at man sprøjtede mod meldug. Dette foregik ved at blande 1 ltr. Letmælk i 10 ltr. Vand og herefter overbruse planterne med denne blanding. Det må da vist kunne siges, at være tæt på økologisk drift !
Efter at have besigtiget vinmarken, som i øvrigt er indhegnet med 20 km. ståltråd, gik vi tilbage til gården. Her så vi også de lokaler hvor druerne bliver afstilket og hvor stormgæring, filtrening, omstikning, lagring på egefade m.v foregår. Her føres løbende kontrol med vinens udvikling m.h.t. syreindhold, alkoholprocent o.s.v.
Både fødevarekontrollen og toldvæsnet er jævnlige gæster og som Jan udtrykte det: Toldvæsnet ved bedre, hvor mange flasker vi har, end jeg gør.
Alkoholprocenten på 2009-vine var på 12% for rødvinen og 14% for hvidvinen.
Med det gode indblik i fremstilling af dansk vin, vi nu havde fået, blev vi placeret inde i den til virksomheden hørende butik, hvor der var dækket op til spisning.
Vi fik serveret en dejlig middag bestående af tunmousse, rødvinsmarineret nakkekamsteg med tilbehør og isdessert med vindruegelé. Denne gelé fremstilles i øvrigt af overskudsdruer, som plukkes af de vinstokke, som bærer for mange druer.
Til maden blev der serveret hvidvin, 2 forskellige rødvine og endelig en dessertvin.
Både mad og vin var helt på toppen, og om stemningen blandt deltagerne kan man sige det samme.
Efter middagen takkede aftenens arrangør, medlem af bestyrelsen, Erik Danielsen, for den gode aften og mindede deltagerne om, at de var velkomne til vort næste arrangement: Julebanko i Silkeborg.
Der var nu lejlighed til at gå rundt i butikken og købe ind af de mange forskellige varer - både fremmed- og egenproducerede. Det var der mange, der benyttede sig af.
Til både de rare mennesker på Fjordgaard - ejere såvel som personale - samt til de fremmødte medlemmer med ledsagere, skal der lyde en stor tak for en dejlig aften.
Bestyrelsen
- Bankospil i MP-Østjylland
Mandag den 22. november mødtes 22 gamle MP'ere, incl. damer, til årets julebanko i Silkeborgs nye Medborgerhus.
Det blev en absolut hyggelig aften, hvor der blev spillet om 11 fine juleænder, som gik på "pladen fuld".
Alle deltagere havde medbragt en gave til en værdi af ca. 30 kr. Disse skænkede gaver blev fordelt
ved "rækken fuld".
Otto Westergaard havde påtaget sig jobbet som opråber, og han havde endvidere indkøbt et antal små potteplanter som sidegevindster. Så der var tale om en sand gaveregn i aftenens løb.
Der var mulighed for køb af øl og vand, så den værste tørst kunne holdes fra døren, og i en indlagt pause var der kaffe og kage.
Selv om præmierne ikke blev helt ligeligt fordelt, et enkelt par kunne tage hjem med ikke mindre end 3 ænder (tillykke Henning Enemærke !) så var der ingen sure miner af den grund. Det er mit indtryk, at alle havde en fin aften.
Det var derfor en fornøjelse at kunne sige tak for fremmødet, ønske alle en god jul og et godt nytår.
Ole Pedersen
Til
toppen af siden
2009:
- Julebanko for hele familien i Silkeborg.
Vores første julebanko bliver ikke det sidste. 20 festlige deltagere fordelte 11 flotte juleænder, 20 sidegevinster og 20 medbragte gaver fra deltagerne. Formanden blev dømt som opråber, men deltog alligevel i spillet og fik 3 gevinster. Efter en pause med kaffe og kage fortsatte spillet til sidste gevinst var vundet. Kl. 10.30 forlod vi Medborgerhuset i Silkeborg i festlig stemning og kunne ønske hinanden en god jul og godt nytår. Ren stor tak til Ole og Otto for et velplanlagt og velgennemført arrangement, som vi helt sikkert vil gentage næste år.
- Mindehøjtidelig på Skæring Hede.
Igen benyttede Otto og undertegnede vores ny fane til en faneparade, denne gang d. 2. december på Skæring Hede nord for Århus, hvor den tyske besættelsesmagt henrettede 5 unge danske frihedskæmpere fra Randers. Deres 6. kammerat blev benådet, da han kun var 17. år, og han og en anden aktør fortalte om tilfangetagelsen, retssagen og henrettelsen, der blev foretaget af en tysk peloton på 50 netop returnere soldater fra østfronten. Man skulle bruge så mange soldater, da menige soldater ikke brød sig om at skyde civile, og helst ikke nogle, der havde "hygget" sig i blandt civile danskere. Det viste sig da også, at en af de dømte slet ikke blev ramt, men blev henrettet af et nakkeskud fra en tysk officer. Efter henrettelsen blev ligene læsset på en lastvogn og kørt til en hemmelig begravelsesplads, så man ikke fik danske martyrer, der kunne øge modstanden mod den tyske besættelsesmagt. Efter krigen fortalte en tidl. tysk officer, at de var blevet begravet ved Blåvand, og de blev derefter ført til deres hjemsted og genbegravet på en kirkegård.
Danmarks frihed er ikke en selvfølgelighed, og der skal fortsat kæmpes for den, f.eks. i Afghanistan, selv om kampen kræver ofre.
- 4.140 faldne sønderjyder mindet i Århus.
Otto og jeg deltog også med vor fane i Mindeparken d. 11. november, hvor 23 faner og mange deltagere mindedes faldne sønderjyders ufrivillige deltagelse i Tysklands krig 1914-18, fordi Sønderjylland var en del af Tyskland i perioden 1864-1920. Der var mange talere, bl.a. Århus-borgmester Wammen, og der blev lagt mange kranse og blomster. Fanerne blev ført ud af Mindeparken til den pompøse melodi, Kongernes Konge, og for Otto og jeg var oplevelsen intens minderig.
- Besøg hos DAKA.
DAKA's (Danske Andelsslagteriers Kødfoder- og Albuminfabrik) oprindelige opgave var at nyttiggøre slagteriaffald og selvdøde dyr ved at producere foder af affaldet. Tidligere udgjorde affaldet fra et svin 11,5 kg, men med eksport af grisehaler, -ører, -hjerner og andre eksotiske produkter til Kina, er affaldsmængden faldet til 3,5 kg pr. gris. Det er nu forbudt at fodre dyr med foder, lavet af affald fra artsfæller , da denne form for kannibalisme kan overføre sygdommen BSE (kogalskab) til køer. Derfor har man udviklet andre produkter, bl.a. biodiesel, der produceres af fedt fra affaldet, og produktionen "koster" kun 5% af den energimængde., som færdigproduktet indeholder, dvs. at, det er et meget energi-venligt brændstof. Det blandes i alm. dieselolie med 5-7% og bruges i flere store byers busser, f.eks. Esbjerg og Odense, og måske overraskende for mange: I Århus er al dieselolie tilsat 5% biodiesel, og kaldes B5. Også Arla's tankbiler kører på B5. Og spørgsmålet, om anvendelsen af biodiesel kan forbedre klimaet, blev besvaret med, at DAKA's årlige produktion af 50.000 t biodiesel kun udgør 1,5% af trafikkens energiforbrug, og langt mindre af DK's samlede energiforbrug.
19 interesserede deltagere fik et stort indblik i et hjørne af olieindustriens verden.
- Kort referat fra generalforsamling 2009
Mødet blev afholdt torsdag d. 12. marts på restaurant Sønder Ege i Ry.
Formanden, Steen L. aflagde beretning og forelagde aktivitetsplan for 2009/10 (Se ovenstående). Beretningen blev godkendt. Derefter forelagde kasserer Otto W. årsregnskab 2008, der viste et overskud på kr. 1.974, samt et budget 2009 med et underskud på kr. 895. Begge dele blev godkendt kontingent for 2010 blev uændret kr. 75.
Der var ikke indkommet forslag så man fortsatte med valgene.
Steen L. blev genvalgt, men bebudede fratrædelse næste år. Øvrige bestyrelsesmedlemmer på valg, Ole P. og Klaus K. blev ligeledes genvalgt. Suppleanten, Oluf Degnbol, blev genvalgt og revisor Preben Kjær og revisorsuppleant Verner Vistisen blev ligeledes genvalgt.
Til landsforeningens repræsentantskabsmøde blev valgt Ole P., Klaus K., Erik D., og Preben Kjær. Sidste plads bliver tilbudt Verner Vistisen, der ikke deltog i mødet.
Under eventuelt fremlagde formanden en forhåndsaftale mellem Lennart W. og DAKA om et spændende besøg på virksomheden, der fremstiller bio-diesel af slagteriaffald.
Mødet sluttede med de traditionelle gule ærter med tilbehør og hyggesnak om gamle minder.
Steen Ladefoged/formand/MPØ
- Besøg hos Østjyllands Politis Færdselsafdeling (ØPF)
17 MP-veteraner fik deres nysgerrighed tilfredsstillet under besøget d. 27. april hos Kristian i Randers. Vi så mange videooptagelser af færdselssyndere med op til 240 km/time, men den bedste var, da to MC-kørere holdt for rødt og en forfølgende pa i en videobil (6 cyl., 3 l, 232 km/h), forklædt som en civil Peugeot 407 HDi, snuppede MC-nøglerne uden forudgående varsel, hvorefter der kunne skrives rapport i ro og mag.
ØPF har i 2008 "snuppet" 120 kørekort og klippet 700 gange, men varetager også køreprøver, godkendelse af færdselsskilte, ATK m.m.
Efter fremvisning af videobilen, og også en ny mobil hastighedsmåler for knallerter, forlod vi politistationen med det indtryk, at mange kører "råddent" og da en personskade i trafikken i gns. koster 1,2 mio. kr. til sygehus, tabt arbejdsfortjeneste m.m., gør politiet et stort og nyttigt arbejde med at fjerne de værste syndere fra vejene.
Peugeot'en bliver i øvrigt udskiftet med en Skoda Superb (5 cyl., 3,6 l, 260 HK, 250 km/h og 100 km/tim. på 6,5 sek.)
Tak til Kristian og Jan for et udbytterigt besøg samt kaffe og ostemadder.
- Sejltur med MHV Brigaden
For 6 år siden stævnede MPØ ud i Århus-bugten med MHV Budstikken. For at give andre/nye medlemmer den samme gode oplevelse, bookede vi os ind på en tur d. 3. juni med den nye og større MHV Brigaden - opkaldt efter Den danske Brigade i Sverige under
WWII.
Det nybyggede Brigaden er samme konstruktion som Budstikken, men er forlænget med 3 m skrog for at give plads til 360 m flydespærring, så man kan operere som miljøskib. Skibet drives af 2 stk. Scania-motorer hver med 400 HK (dieselforbruget er 85 l/time ved 12 knob, der er max. hastighed, men kun 26 l/time ved 10 knob), og vi satte kursen mod Studstrupværket i den nordlige del af Kaløvig. Under turen blev vi i små grupper ført rundt på skibet fra dæk til motorrum og kommandobro, mens mandskabet forklarede os landkrabber alt om skibet, MHV og deres opgaver.
Vi sluttede i skibets kabys med kaffe og medbragt brød og fik svar på de sidste spørgsmål. Tak til OPO/LT Steen Trolle og mandskab, der umiddelbart forinden havde deltaget i en eftersøgning af en tysk sejler og derefter også en olieopgave, og som brugte de sidste kræfter på os.

MHV Brigaden
MPØ-fane
Så oprandt dagen, da vi fik overrakt en fanegave fra Danmarks-Samfundet. Valdemarsdag d. 15. juni, da flaget iflg. sagnet faldt ned fra himlen i 1219 og gav danskerne sejren over de hedenske estere, gik MPØ-faneudvalget, Klaus, Otto og undertegnede, i faneparade med ca. 40 faner gennem Strøget i Århus fra Ridehuset til Århus Domkirke, hvor vi overværede flagdagens festgudstjeneste. Derefter igen ad Strøget i faneparade til Århus Rådhus, hvor der var taler og underholdning samt det store øjeblik: Modtagelsen af vores fane, som skal glæde os i mange år fremover.
Nu skal fanen broderes med MP-logo og tekst, og vi har planlagt at indvie fanen under
jubilarstævnet i år i Aalborg, hvor der skal slås 3 søm i fanen: et for dronningen, et for fædrelandet og et for foreningen. Sæt "X" i kalenderen lørdag d. 29. august for faneindvielsen under
jubilarstævnet i Aalborg.
En stor tak for de mange bidrag til vores fanefond, men vi kan godt bruge flere penge, så hvis du vil bidrage, kan du ringe til Otto eller
mig.
- Schølleskydning
MPØ var som tidligere eneste deltager uden for MP-Nordjyllands medlemsområde og med den olympiske målsætning, at det drejer sig om at deltage og ikke om at vinde, blev vi som sædvanligt nr. 6 og sidst. Men uanset resultatet havde vi 4 MPØ-ere en dejlig dag i konkurrence med nye og tidligere MP-ere. Et god oplevelse var at skyde med US-karabin med et effektivt lasersigte, som vore kammerater bruger i Afghanistan, og som giver en meget høj træfsikkerhed og dermed større overlegenhed i kampen mod talibanerne. Tak til Frants og på gensyn i 2010.
Steen Ladefoged
- Faneindvielse af lokalforeningens nye fane.
En ny fane skal indvies, inden den må tages i brug til parader. Vores nye fane blev indviet med militær optræden fredag d. 28. august i gymnastiksalen på NUK under jubilæumsstævne 2009.
MP-bataljonschef, OL Henning. Ulsted Sørensen slog det første søm i for HMS Dronningen, MP-landsformand Carl Bratved slog det næste søm i for fædrelandet og undertegnede lokalforeningsformand slog det sidste søm i for MPØ. Til orientering skal oplyses, at man faktisk ikke slår nye søm i, men slår med let hånd på de 3 øverste søm på fanestangen.
- Flagets dag d. 5. september
Da vores nye fane nu var indviet, tilmeldte vi os flagparaden ved SOK i Brabrand. Otto og ego mødte i stiveste puds med den nye fane, og med 16 andre faner gennemførte vi paraden foran med flaghejsning præcis kl. 08.00. Efter 2 talere, der roste de danske soldater på missioner rundt om i verdens brændpunkter, blev vi inviteret ind i kommandobygningen på morgenkaffe med rundstykker og basser. På vejen hjem var vi begge stolte over at have vist vores fane.
- Skydning.
Første skydeaften deltog 8 medlemmer, og der blev dannet 2 hold, der skal skyde 1 gang hver måned indtil marts 2010. Men der er plads til flere, så har Du lyst til at være med, så ring til Otto eller Erik, der styrer skydningen
Til
toppen af siden
2008:
- Schølleskydning i Ålborg
MPØ deltog med 5 mand og blev suppleret med en nordjyde, så vi kunne stille med fuldt hold, men måtte igen indtage sidstepladsen. Men det var en herlig tag med sol, varme og kammeratskab. Efter skydningen besøgte vi den nyindviede MP-stue, der emmer af MP's historiske indsatser i verdens brandpunkter. En stor tak til MP-Nordjylland for at fastholde den traditionsrige skydning, som også burde have opmærksomhed fra andre lokalforeninger.
-
Fra torskegildet blev til kinamiddag. Onsdag d. 9. januar afholdt vi vores traditionelle torskegilde, der oprindeligt var en protest mod mange julefrokoster med sild mm. Det var en ubetinget succes med mange tilmeldte, men torskekvoterne har nok været for små og efterspørgslen for stor, for menuprisen blev så høj, at vi måtte nytænke. Resultatet blev en indbydelse til kinesisk middag på Asian House i Århus. 14 deltagere, dvs. ca. hver 3. medlem deltog, så vi besluttede på et efterfølgende bestyrelsesmøde at fremover at indbyde til andre etniske restauranter end danske. Da der findes over 200 forskellige nationer på denne klode, har vi uudtømmelige aktiviteter foran os - under forudsætning af, at vi kan finde disse restauranter i Østjylland. En stor tak til Oluf Degnbol for at planlægge
kinagildet.
- Besøg på Danish Crowns slagteri i Horsens.
5. marts var MPØ med 25 deltagere på besøg på Danish Crowns nye slagteri i Horsens til 2 mia. kr. og som blev indviet i 2003. Først fik vi lidt godt til ganen og en kort orientering om slagteriet af vore 2 dygtige guider. Slagteriet er på 78.000 m2 og har en 400 m lang besøgsgang, hvorfra vi gennem vinduer kan se de forskellige processer, der forvandler en gris på ca. 105 kg levende vægt til forskellige produkter, f.eks. delikatessen grisetæer og -ører til eksport til Kina. Der er ca. 1400 ansatte fra 35 lande, der arbejder i 3-holdsskift mandag til fredag kl. 06-24, og det 4. skift på 6 timer er rengøringsholdet. Der bliver slagtet ca. 75.000 svin om ugen, dvs. et svin hvert 3-4 sek. Rundvisningen startede med staldene, hvor svinene ligge stille og rolige i båse med 9 svin og ventede på deres tur til at blive kørt gennem slagteriet, der starter med at bedøve dem med CO2, derefter bliver de skoldet, hængt op i det ene bagben, stukket med kniv og tappet for ca. 3 liter blod, afklippet hoved, udtaget indvolde, flækket, nedkølet i 24 timer, opskåret iht. kundeordre, vacuumpakket, og afsendt pr. kølebil.
Efter endt rundvisning var der tid til en kop kaffe og spørgsmål. Hele det vellykkede besøg tog ca. 3 timer, og vi var meget klogere, da vi tog hjem.
Klaus Klausen, KP-58
Til
toppen af siden
- Generalforsamling 2008.
Formanden, Steen Ladefoged, bød velkommen til 14 fremmødte, og man tog straks fat på dagsordenen.
Pkt. 1. Valg af dirigent. Oluf Degnbol blev valgt med stort applaus.
Pkt. 2. Bestyrelsens beretning samt forelæggelse af aktivitetsplan. Formanden gennemgik
aktiviteter:
Bestyrelsesmøde d. 14. maj, hvor bestyrelsen blev konstitueret uændret.
Foredrag d. 27. juni af PET-pensionist Per Enevoldsen om den kolde krig og dens
aktører/overløbere, især Arne Herløv Petersen.
Besøg d. 15. aug. i Degnbol Residence med spisning, skovtur og hyggeøl på terrassen.
Besøg d. 11. okt. i Bilernes Hus i Silkeborg.
Kinagilde d. 9. jan. 08 på restaurant Asian House i Århus.
Bestyrelsesmøde d. 6. feb. Til planlægning af generalforsamling 2008.
Besøg d. 5. marts hos Danish Crowns slagteri i Horsens.
Generalforsamling 2008 d. 12. marts på restaurant Sønder Ege i Ry.
Beretningen blev godkendt.
Forelæggelse af aktivitetsplan. Se aktivitetsplan 2008/09 ovenfor.
Pkt. 3. Godkendelse af regnskab samt forelæggelse af budget samt fastlæggelse af kontingent 2009
Kasserer Otto Westergaard forelagde regnskabet, der viser et overskud på kr. 445,68 og en
egenkapital på kr. 5.802,35. Budgettet for 2008 viser et overskud på kr. 100..
Regnskabet blev godkendt og kontingent 2009 blev fastsat uændret til kr. 75.
Pkt. 4. Behandling af indkomne forslag. Der var ikke indkommet forslag.
Pkt. 5. Valg af bestyrelse og suppleanter.
a. Formanden blev genvalgt
b. Erik Danielsen og Otto Westergaard blev begge genvalgt uden modkandidater.
c. Suppleant Oluf Degnbol blev genvalgt.
d. Til landsforeningens repræsentantskab valgtes Ole Pedersen, Klaus Klausen og Erik
Danielsen, alle fra bestyrelsen, samt Benny Petersen, KP-70.
Pkt. 6. Valg af revisor og revisorsuppleant. Preben Kjær Pedersen og Verner Vistisen blev
genvalgt som hhv. revisor og revisorsuppleant.
Pkt. 7. Eventuelt. Der blev foreslået, at MPØ samarbejdede med andre lokalforeninger om arrangementer, samt at man skulle besøge HJV-distrikt Århus og transportfirmaet DHL i Stilling. Til sidst diskuteres hvervning af nye medlemmer, herunder at indrykke en "salgannonce" i DrB.
Sluttelig takkede formanden dirigenten for myndig ledelse af mødet, og aftenen sluttede med gule ærter avec-avec efterfulgt af pandekager med is og hyggelig snak om gamle dages soldaterliv.
Steen Ladefoged/referent
Til
toppen af siden
2007:
-
Vestjysk bestyrelse i MP-Østjylland?
Den nye bestyrelse i MP-Østjylland, som også er den gamle bestyrelse, idet der var enstemmigt genvalg, har afholdt møde for at detailplanlægge årets aktiviteter, som kan ses nedenfor.
Under mødet nævnte et af medlemmer sin barndom i Holstebro. Og straks begyndte flere af de øvrige også at tale om den vestjyske kulturby. Som mødeleder måtte jeg meddele, at Holstebro ikke stod på dagsordenen, men vi kunne tage emnet op under eventuelt. Og da viste det sig, at næsten hele bestyrelsen havde rødder i dragonernes hjemby således: Klaus Klausen og Oluf Degnbol er begge født i byen, og har også gået i skole - muligvis samtidigt - og er også udlært der. Otto Westergaard er også født i byen, men flyttede før skoletiden til nabobyen Viborg, mens Erik Danielsen har gået i skole i byen og er også udlært der. Undertegnede er ikke fra Holstebro, men har været rekrut i 4 måneder ved daværende Jyske Dragonregiment, inden jeg blev sendt til PBS i Næstved og få dage senere videresendt til MP-uddannelse på MP-skolen i Jægersborg. Det vil sige, at 5 af bestyrelsens 6 medlemmer havde på et tidspunkt haft kortere eller længere ophold i byen ved Storåen.
Aftenen sluttede med fortidige oplevelser på jysk med vestjysk accent. Og næstformand Ole Pedersen forstod alt, hvad der blev sagt, da han har rødder i Kjellerup i det midtjyske.
Steen Ladefoged
- MP-Østjylland i Bilernes Hus
Den 11. oktober var MP-Østjylland på besøg i Bilernes Hus i Silkeborg, der er nordeuropas største bilforretning med 12 nyvognsforhandlere samt ca. 600 finere, brugte biler. Et sandt eldorado for mænd med interesse for den slags.
Da nogle mener, at kvinder og biler er en farlig blanding , havde vi besluttet, at denne aften kun var for mænd, og vi kunne mønstre 9 købedygtige gamle MP'ere, der blev budt velkommen af IT-chefen Nikolai Rasmussen, som forestod rundvisningen i det store hus med ca. 250 medarbejdere.
Ud over bilforretningen består huset også af et autolakeringsfirma, undervognsbehandling, autoshining, biludlejning, forsikringsselskab, finansieringsselskab, autoreservedele samt et dækhotel med plads til 16.000 dæk eller med andre ord: dæk til 4.000 biler.
I autoværkstedet har man som de første i Europa et dialogcenter, hvor kunderne gennemgår deres bil under kyndig assistance fra en mekaniker. Efter et kvarter får kunden en udskrift på det arbejde, der skal udføres, så kunden kender prisen inden bilen sendes videre på værkstedet.
Der var god spørgelyst og grundige svar og efter 1½ time gik vi derfra med en fornemmelse af et velfungerende firma, hvor man sætter kunden i centrum. Vi lovede at tænke alvorligt over at besøge Bilernes Hus, næste gang vi skal skifte bil.
Herefter kørte vi i samlet flok til den historiske pramdragerkro, Svostrup Kro, som ligger idyllisk lige ud til Gudenåen. Vi blev straks bænket i krostuen, og i løbet af "no time" var der serveret kølig fadøl. Snakken gik lystigt både under øllet og den efterfølgende kaffe med oste- og rullepølse-
madder.
Inden vi forlod det hyggelige sted fik vi lejlighed til at se de øvrige lokaler. Det var også en oplevelse at se tre af krostuerne, hvor der var udstillet hhv. 300 forskellige cognac'er, 230 whiskyer og mange hjemmelavede bittere. Dyreste pris for en 3 cl whisky er 630 kr.!! Kroen beholdt flaskerne med indhold og vi forlod kroen i sober tilstand efter en god og hyggelig aften.
Ole Pedersen/SG-29
Til
toppen af siden