Denne side er sidst opdateret
Denne side er sidst opdateret
"MP i eren"
(Oversat fra "Military Police Journal, JAN 1963)
Uanset hvad du end har hørt om MP'eren, så har han alligevel ikke isvand i
blodårerne. Han har heller ikke et hjerte af sten, øjne i nakken eller et horn
i siden på sine medmennesker.
MP'eren er bagtalt, rakket ned, ignoreret og misforstået. Du møder ham
overalt, særlig når du ikke ønsker det. Han kører i bil eller på
motorcykel, og når han ikke kører rundt, så går han. Han går i sne, slud,
hagl, blæst, regn og i bagende sol. Han går på asfalt, i græs, mudder, vand
og på is og ømme fødder.
Når han ikke kører eller går, så står han. Han står æresvagt, skildvagt
og ret. Når han ikke kører, går eller står, så gør han honnør for flaget,
for officerer, for gæster og for biler (bare for ikke at overse nogen).
Det kræves af en MP'er, at han besidder Salomons viden, Jobs tålmodighed,
Samsons styrke, diplomatens takt, dommerens retskaffenhed og manerer som en
danselærer.
Når han udfører sit arbejde godt, er der ingen der lægger mærke til ham.
Hvis han derimod kludrer i det, så opdager alle det.
Indberetter han dig er han et bæst, indberetter han andre gør han bare sin
pligt.
Sinker han dig ved adgangskontrollen er han en plage, men når han stopper
andre, så er han virkelig på tæerne.
Griber han dit barn i at slå kvarterets gadelygter i stykker er han en tyran,
som slår ned på uskyldige børn. Tager han sig derimod af naboens børn, så
skulle han have gjort det for længe siden.
Noget af det første en MP'er erfarer er, at han ikke kan behage alle. Der er
dage, hvor han spekulerer på, hvorfor han ikke valgte et andet job, eller hvor
han sværger, at han aldrig vil forlænge sin kontrakt, men hører han, at der
er en forfremmelse i vente, finder han en bedre måde at gejle sine støvler
på, eller sker det, at en eller anden takker ham for noget, så har han straks
genvundet sit gode humør.
Lundtoftelejren, som den hed den gang, var jo oprindelig en sportsflyveplads
og blev stadig benyttet til formålet, da vi fra hold 1 den 8.marts
frekventerede den første Militærpolitiskole i Danmark for at blive uddannet
til tjenesten ved Den Danske Brigade i Tyskland.
De små maskiner opbevaredes i derværende hangarer og da vi havde haft en masse
sne lå der stadig store bunker foran hangarens porte, hvorfor sportsflyverne
ikke kunne få deres maskiner ud ved egen hjælp. De havde derfor henvendt sig
til skolechefen, Kaptajn Høed, der fandt på råd.
Vi blev kommanderet ud til hangaren og fik ordre til at stille os op under
maskinernes vinger, så mange vi nu kunne stå ved siden af hinanden, lægge
håndfladerne på vingernes underside og strække armene op på en given
kommando, hvorved vi løftede hele maskinen op. Derefter: Fremad march ud gennem
snebunkerne.
Maskinerne kom på denne måde ud på græsset og kunne så klare sig selv. Vi var selvsagt vante til, at der hele tiden startede og landede maskiner og tog
os ikke særlig meget af en start, der forgik under vores middagspause, hvor
alle var samlet i spisesalen.
Vi vågnede dog noget op til dåd, da vi hørte et temmelig stort brag og vi for
ud, for at se, hvad der foregik. 
Helt nede i den fjerneste ende af pladsen så vi en lille maskine stå på
jorden, dog med halepartiet lige ret op i luften og blev klar over, ar der vist
var sket noget. Vi havde da godt hørt motorlarmen hen over spisebarakken, men
som sagt, det var hverdagskost.
Vi løb ned til den forulykkede maskine med bankende hjerter, for hvad var der
nu sket med piloten?
Der var ingen pilot at se til vores store undren, men pludselig fik nogen øje
på ham. Han lå på maven midt på pladsen og rørte sig ikke. Ved nærmere
eftersyn viste det sig, at han var delvis ved bevidsthed og vi fik ham båret op
til barakken. Han havde blot en stor bule i nakken og fejlede ellers intet.
Hans pilotkammerater var kommet til stede og et par af dem havde set, hvad der
virkelig var sket.
Den uheldige pilot var landet efter en mindre tur og skulle nu på vingerne
igen. Han havde derfor stillet sig foran maskinen og givet propellen den
obligatoriske igangdrejning, men havde af en eller anden grund ikke fået
gashåndtaget sat på "Start" men i stedet for på "Fuld
gas".
Maskinens motor startede villigt og fik i løbet af nogle sekunder fulde
omdrejninger, der bevirkede, at maskinen rullede af sted med stigende fart.
Piloten forsøgte nu at hale sig op i maskinen, hvilket
mislykkedes, hvorfor han måtte slippe og falde på maven hen ad jorden. Han
blev herunder ramt i nakken af haleplanet og blev rent slået ud.
Det værste var, at den føreløse flyvemaskine nu havde så megen fart på, at
den lettede og fløj en hel runde i lav højde over pladsen (Det var det
motordrøn vi hørte i spisesalen), men så kunne den ikke klare mere og
stallede, hvorpå den stak næsen direkte ned i den danske muld.
Hvis den havde været startet fra den anden ende af flyvepladsen havde den
måske stukket næsen direkte ned i vores spisebarak. Og følgerne heraf vil jeg
nødig tænke på.
Efter at være blevet udnævnt til Sergent i november 1947 sammen med tre
kammerater, blev vi tilkommanderet MP-skolen i Danmark for der at fungere som
lærere for hold 3.
I det tidlige forår 1948 stod der en dag "kolonnekørsel i Nordsjælland -
lærer: SG E.Løvenvig.
Jeg havde lagt en rute, der gik gennem Fredensborg, Hillerød, Slangerup o.s.v.
og fra morgenstunden var vi klar til afmarch med et hold på 15 -20 motorcykler
samt en Truck 3/4 t lastvogn) med nogle menige og korporaler, hvis
motorcykler ikke var køreklare, reservebenzin og frokostration. Trucken førtes
af en menig og vores depotsergent Rasmussen var passager. Selv kørte jeg på motorcykel for på den måde bedre at kunne bevæge mig
rundt om kolonnen og få dirigeret folk frem til afspærring af tværveje m.m.
Da vi kørte ind i Fredensborg, var jeg fremme i teten for at sende et par mand
frem til afspærring af den tværgående hovedgade. Der kom pludselig en af MP-eleverne drønende frem til mig og råbte:
"Trucken er væltet!" Jeg vendte lynsnart rundt og kørte de få hundrede meter tilbage, hvor
kollonnen var standset og så, trucken ligge med hjulene i vejret i en
lille skovstrækning, der fandtes der, og et et par af eleverne, der
vaklede rundt i krattet.
Jeg smed min motorcykel på grøftekanten og løb ned til Trucken, hvor SG
Rasmussen sad i skovbunden og virrede med hovedet, men han var ellers
sluppet med et par skrammer. Jeg fik ham på højkant, idet jeg havde set, at en
af eleverne var kommet i klemme under truckens pressenningstativ og var uden
bevidsthed. Et par andre klagede sig, men var dog ikke i klemme. Jeg beordrede dem hurtigt ud af vognen, som de dog skulle have lidt hjælp
til, men det gik ret hurtigt.
SG
Rasmussen og jeg tog fat i truckens ladkant i den ene hjørne,og samtidig
med at jeg bordrede et par af eleverne til at trække deres kammerat fri,
løftede vi vognen så meget, det var nødvendigt.
Der var allerede sendt en mand til en telefon for at tilkalde ambulancehjælp,
som ankom meget kort tid efter. Tillige blev skolen kontaktet og underrettet,
så der kunne sendes ny vogn til afhentning af
de folk, der ikke kørte med ambulancen. Der var dog ingen alvorlige skader, men
selvfølgelig mange grove knubs og nogle grimme rifter.
Vi fortsatte turen, men den blev dog afkortet på grund af at
hjemkørselstidpunktet var blevet noget forskudt.
Hjemkommen til skolen meldte jeg mig hos chefen, Kaptajn Høed og aflagde
rapport og fik samtidig ordre til selv at skrive uheldsrapporten.
Jeg kontaktede hospitalet i Hillerød og fik at vide, at den tilskadekomne elev
var overført til Rigshospitalet på grund af nogle svære kranieskader og at
han stadig var bevidstløs.
Jeg ventede derfor et par dage og henvendte mig på Rigshospitalet, hvor jeg fik
at vide, at eleven stadig var i koma, men så vidt man skønnede uden for
livsfare.
Han lå i koma i meget lang tid og var endnu ikke kommet over uheldet, da vi ca.
et par måneder senere afgik til Tyskland.
Eleven, der kom så slemt til skade var KP Palle Svalberg, der efter et
meget langt sygdomsforløb atter vendte tilbage til MP-skolen på hold 5, men
kom så vidt jeg husker til grænsepolitiet.
KP Svalberg døde den 12 februar 1990. Noget, jeg husker helt klar om KP
Svalberg var hans erhverv: Han var pudderblander.
Efter at Trucken var blevet afhentet og bragt tilbage til skolen forsøgte SG
Rasmussen og jeg at løfte i den, men kunne ikke bevæge den så meget som en
cm. Det må have haft noget at gøre med Adrenalinen.
For mig personligt betød denne kedelige hændelse en god øvelse i at skrive en
detailleret rapport med mange afhøringer af vidner og undersøgelse af mange
forskellige forhold. Jeg fik herigennem også opklaret årsagen til Uheldet. Den
menige motorvognsfører forklarede, at speederen havde sat sig fast, da han
ville give mellemgas for at gå ned i gear (Der var dengang ikke syncromesh i
militære køretøjers gearkasser.) ,og at han havde bukket sig ned for at
trække den fri, idet vognen accelererede kraftigt. Han havde derunder mistet
kontakten med vejbanen foran og havde ramt kantstenen, hvilket bevirkede, at han
mistede herredømmet. Det havde været bedre om han havde koblet ud og bremset
samt slukket for tændingen, men det er altid let at kigge i bakspejlet.
Under vintermanøvren i Danmark på Fyn havde H.M Kong Frederik IX meddelt
sin inspektion og Majestæten skulle eskorteres af Militærpolitiet rundt i
øvelsesområdet. Denne opgave blev betragtet som værende i overkanten af, hvad man kunne
forlange af de forholdsvis nye elever på MP-skolen, som i øvrigt skulle
deltage med andre eskorteringer samt vejregulering.
Militærpolitiet ved Det Danske Kommando fik overdraget opgaven og valget faldt
på NK/MP (E.Løvenvig), som var ret erfaren i denne særlige disciplin.
Jeg afgik derfor til aftalt tid fra Itzehoe i velpudset jeep med chauffør og
tillige 6 af vore bedste motorcyklister med Tommerup station som mål.
Kongens chauffør, Hinricks, kom med en af kongehusets store flotte dollargrin,
og vi tog opstilling med to forryttere, jeep,en og to MPMC umiddelbart
foran kongens vogn og to MPMC bag et par efterfølgende stabsvogne. Jeg bemærkede, at Kongen havde byttet plads med chaufføren og ville altså
selv køre. På bagsædet i kongens vogn sad General Bennicke. Jeg vendte mig halvt om og gav klartegn (oprakt arm med knyttet hånd) og
straks lænede kongen sig helt ud af vinduet og gentog klartegnet som kvittering
for modtagelse. Marchhastigheden var sat til 60km/t, hvilket var galt nok, da det var meget
sneglat på vejene. Jeg så flere gange den store vogn slingre faretruende, men
blev straks igen rettet op. Kongen var en habil chauffør, måtte jeg
konstatere. Vi nåede til frokosttid og maden skulle indtages hos en derværende skovridder.
Vi blev kongeligt beværtet i køkkenet sammen med kongens og de øvrige
chauffører. Jeg talte med kongens chauffør, Hinricks, og spurgte ham bl.a. om
den slingrende vogn. Han grinede meget og fortalte, at det var noget Majestæten gjorde med vilje for at drille General Bennicke der var
rædselsslagen for disse manøvrer. Men han turde jo ikke beklage sig over
kongens kørsel.
Sådan skrev Militærpolitiets første chef, Oberstløjtnant S.Høed til DRB
i 1960 i forbindelse med at han fortalte en af sine mange små historier,
samtidig med at han lykønskede MP-foreningen ,med 10-års jubilæet.
"Det er altid en fornøjelse at følge væksten, når man har være med til
at lægge et frø i jorden, og man glæder sig, når det vokser op, er smukt. Jeg har oplevet en sådan glæde.
I det tidlige forår 1947 blev den spæde spire til MP lagt i Lundtoftelejren. Vi kendte nok herhjemme begrebet feltgendarmeri, men militærpoliti var noget
helt nyt for os. I de allierede hære var militærpoliti imidlertid en fast
institution, og da vi fra 1947 skulle deltage i besættelsen af Tyskland var det
da også et bestemt krav fra de allieredes side, at der i besættelsesstyrken
skulle indgå et militærpoliti. Derfor blev MP oprettet. Det vil føre alt for vidt at give detailleret beretning om MP,s tilblivelse.
"Det er en helt anden historie" - som Kipling siger - og jeg
skal da her blot løfte sløret for en lille episode, som kom til at spille en
betydningsfuld rolle.
Under det planlæggende arbejde i forbindelse med oprettelsen af MP, havde jeg
en dag en samtale med den daværende chef for hærens efterretningssektion,
Oberst E.Nordentoft, hvorunder MP
dengang hørte. Obersten fortalte mig, at han lige havde været på et
tjenstligt besøg i München, hvorunder han havde overværet et stort militært
idrætsstævne.
Da tilskuerne forlod stævnet, bemærkede han, at alle uden hensyn til grad fik
påfaldende travlt med at få huen på og i øvrigt bringe påklædningen i
reglementeret stand. Da obersten kom udenfor idrætsanlægget, blev han klar
over grunden -- der var posteret 2 MP-ere
her.
Det er indlysende, at disse to MP-ere kunne løse deres opgave i kraft af den
respekt, de nød, og denne respekt kunne ikke skyldes deres militære grad, men:
1. en almindelig anerkendelse af deres faglige dygtighed.
2. deres rolige, sikre og absolut korrekte optræden.
3. deres i enhver henseende ulastelige påklædning
Disse to ukendte MP-ere kom til at stå som et forbillede for dansk
Militærpoliti.
Siden da har MP undergået en rivende udvikling, en udvikling jeg, som
MP-skolens første chef har fulgt med største interesse.
Overalt omtales MP med respekt for sin dygtighed og sin korrekte optræden og
enhver, der har forrettet tjeneste ved MP, har krav på sin del af æren herfor.
MP-foreningen kan med rette kræve en stor del, fordi den ved sit arbejde har
ydet en betydelig hjælp til at skabe korpsånd indenfor MP og til at
holde traditionerne i hævd.
Foruden denne opgave har MP-foreningen nu i en årrække på udmærket måde
løst opgaven som samlingssted for tidligere MP-ere og den indsats, der er
præsteret på dette område, er enestående.
Jeg hilser MP-foreningen og ønsker hjertelig tillykke med 10-årsjubilæet og
alt godt i
fremtiden."
S.Høed.
Jeg har spekuleret meget over dette, men er kommet frem til den beslutning,
at det er en god historie og den kan vel næppe skade nogen.
Da jeg som OS/NK ved Militærpolitiet Det danske Kommando i Tyskland (Itzehoe)
en aften var til fest i "Damemessen",stod jeg ved baren og kom
tilfældigt til at overhøre en samtale mellem to af de andre gæster. Samtalen
drejede sig om min chef kaptajn E.A.Poulsen, som ikke var til stede.
Der blev udtalt forskellige nedsættende bemærkninger om kaptajnen i retning
af, at han ikke var sit job værdig på grund af sin letkøbte uddannelse osv.
osv.
Da jeg havde hørt tilstrækkeligt, præsenterede jeg mig for de to herrer og
meddelte dem, at jeg naturligvis som NK under kaptajn Poulsen ikke kunne lade
sådanne nedværdigende bemærkninger passere upåtalt, og at jeg ville
underrette min chef om bemærkningerne.
Det gjorde jeg og det resulterede i at den ene af de omtalte, en kaptajn næste
dag blev kaldt til chefen for Kommandoet, Oberst Bjerregaard, og tildelt en
irettesættelse for nedværdigende omtale af MP-chefen.
I 1952 søgte jeg og blev optaget på Forsvarsgymnasiet pa Frederiksberg Slot
med videre uddannelse på Forsvarsakademiet for øje. Der var blot den
betingelse, at jeg forinden skulle forrette geledtjeneste ved mit stamregiment -
Sjællandske Ingeniørregiment - i 6 måneder.
Jeg stillede på Slottet i 1953 og jeg husker, at den derværende
"Skoleofficer af Fodfolket" i sin velkomsttale lagde stærkt vægt
på, at vi havde meldt os frivilligt, og at der ikke var nogen, der havde sendt
bud efter os.
Han fik pludselig øje på mig og udtalte, at vi var gamle kendinge (ikke
venner) fra Tyskland og han betvivlede, at jeg ville blive "gammel på
skolen".
Han fik ret!!!!! - Han var en nær ven af førnævnte gæst i
"Damemessen" i Itzehoe.
Undervisningen startede kl. 7000 med morgenparade i gården, hvor påklædning,
barbering m.v. blev grundigt efterset af inspektionsofficererne. Det viste sig,
at også her havde jeg et par gamle "Bekendte".
I min tid som stationsleder ved station 2 i Aurich ved Den danske Brigade i
Tyskland havde jeg fat i en kornet og påtalte hans manglende livrem m.v. og
sendte ham i løb tilbage til kasernen for derefter at melde sig på den
nærliggende Militærpolitistation til eftersyn, inden han igen bevægede sig
ned i byen. Han sagde selvfølgelig: "Javel. Hr. Oversergent"og kom af
sted.
Han var minsandten i mellemtiden blevet Premierløjtnant og tillige
inspektionsofficer på Slottet. Vi udvekslede ikke venligheder om gensynet, men
han spurgte i en særdeles hånlig
tone om "Jeg havde mindreværdskomplekser". "Ikke forstået
- Hr. Premierløjtnant!" - Han fortalte mig derefter, at min
slipsknude var for lille og at jeg var indberettet.
Jeg stillede på kontoret hos skoleofficeren og fik en balle samt et lille rødt
kryds i bogen.
Nogle dage senere var det galt med ærmeopslaget. Når man havde oprullede
ærmer skulle opslaget være 6 (seks) cm. Ikke 5.5 eller 6,5, men 6 cm.
Mit var selvfølgelig ikke nøjagtigt nok, selv om jeg under min tjeneste ved MP
godt vidste, hvordan, man skulle gå klædt, men nej - det var ikke godt nok.
Atter en lille tur på kontoret og
atter en balle og lille kryds.
Nu skal det for retfærds skyld siges, at det ikke var mig alene, men jeg var
som regel med i det uheldige selskab.
Vi havde en dejlig kantine, hvor man kunne få sig en kop kaffe og lignende,
hvilket jeg også gjorde. Inspektionsofficererne fulgte også her med i, hvad
der foregik.
Jeg sad afslappet ved et bord fik kaffe og røg en cigaret. Stolen stod lidt
skævt for bordet, så kunne jeg bedre strække benene uden at sparke nogen
under bordet. Inspektionsofficeren,
en kaptajnløjtnant, kom ind og manden nærmest døren råbte som sig hør og
bør: "Give agt".
Kaptajnen afgav komandoen :"Fortsæt", som også var korrekt og
stilede hen imod min plads.
Ankommet sagde han "Sæt Dem ordentligt ved bordet, oversergent!" -
"Javel, Hr. Kaptajnløjtnant" var mit svar, hvorefter jeg rettede
stolen ind, så den stod vinkelret på bordet.
Jeg mente herefter, at det var i orden, men nej:"Skal De ikke rejse Dem,
når De bliver tiltalt ?". "Nej, Hr. Kaptajnløjtnant, det er en
hvilepause, og der er kommanderet Giv agt".
Sådan havde jeg lært det fra tjenestereglementet, men det gjalt altså ikke
nu, og jeg måtte op at stå og klappe hælene sammen, mens jeg fik at vide, at
jeg var indberettet. Nå, - jeg kendte jo ruten til kontoret.
Lærerne på skolen var alle ligestillet med en Oberstløjtnant, hvilket betød,
at der skulle "Rettes Front". når en sådan passerede. Det var også
i orden, men da en af lærerne for tredie gang en morgen hilste med hatten på
hovedet og piben i munden stred det mod min gennem så mange år indpodede
militære anstand, at jeg ikke rettede mig op. På lærerens forespørgsel
meddelte jeg ham, at jeg ifølge tjenestereglementet havde krav på at blive
genhilst, og at noget sådant ikke kunne foregå med hatten på hovedet og piben
i munden. Resultat : Det kan vi vist godt springe over!.
Der var selvfølgelig forskellige diciplinarmidler, der blev taget i brug, hvis
man havde forset sig. Blandt andet var det bombesikkert, at kom man for sent,
betød det: Ned på kontoret,
balle og kryds. Man kunne på den måde let spare sammen til en Weekend-vagt på
Slottet, så der var noget at se hen til.
Jeg kom vist ikke for sent ret mange gange, men en dag hørte jeg, at en af mine
kammerater havde opsporet, at da sygdom var hver mands herre, hvorfor dette
altså ikke talte med på opsparingen til en vagt. Derfor var der sjældent
nogen, der kom for sent. Man meldte sig simpelthen syg. Når man næste dag igen
troppede op, skulle man selvfølgelig fremstille sig for skoleofficeren og kort
og præcist meddele grad, navn og hvad, man havde fejlet samt hvor længe det
havde varet. Det var ofte morsomt at høre de enkelte meldinger : Sgt.
P.Andersen, lungebetændelse, 1 dag. Ljt. F.Frederiksen, brækket ben, 2 dage.
Når man havde sparet sammen til en vagt eller en "Omstilling", som
der også kunne være tale om, stillede man i udgangsuniform 1923 - velbarberet
og pudset. Det har jeg også prøvet en gang.
Vi stillede på Slottet lørdag morgen kl. 0700. Lørdag var ellers fridag.
Vagthavende officer inspicerede de 10 eller 12, der havde tjent denne ære,
trådte tilbage og udtalte:" De Herres påklædning lader noget tilbage at
ønske, men lad nu gå for denne gang:Træd af!"
Alle trådte af, nej ikke alle. Jeg blev stående og på Kaptajnløjtnantens
forespørgsel om årsagen, meddelte jeg ham, at jeg ønskede at klage, idet jeg
fandt, at han havde gjort sig skyldig i "Myndighedes-ikke-brug", idet
det var hans pligt at indberette unøjagtigheder til sin chef og
ikke selv spille "rar mand". Altsammen ifølge tjenestereglementet.
Kaptajnløjtnanten var ikke enig og resultatet - jah.
Nå, der var selvfølgelig også mere morsomme tildragelser.
Vore lærere var såmænd til daglig meget skikkelige, men det var ikke altid
let at føje dem. I hvert fald matematiklæreren, som ikke anså lektiestykker
eller lignende som værende rigtige, hvis de ikke blev gennemgået på hans
facon. Selv havde jeg det ikke let med matematik, idet det næsten var gået i
glemmebogen. Jeg var jo lidt ældre en mange af mine kammerater, hvoraf nogle
endda havde Kemilæreren var professor i kemi, hvilket var noget, der flød ud
af ærmet på ham, blot evnede han ikke at lære fra sig. Han gik under navnet
"Fader" og kaldte os for "mider" og meget mere.
Han gav sjældent under MG-minus og fortalte os, at han havde været til
skideballe hos obersten, fordi vores stade var for dårligt. Det er jo også en
måde at redde skindet på.
Meget festlig var vores lærer i Oldtidskundskab, der startede sine timer med
straks efter at være kommet ind ad døren at brøle, idet han pegede på en af
os: "Hvad var der i begyndelsen?" - svaret skulle
være:"Kaos" og derefter fløj følgende spørgsmål ind i klassen:
"Og hvad kom der så?"
Svar: "Kosmos" - "Tak, De er en dygtig dicibel!"
Engelsklæreren, - ham med hat og pibe under hilsen - var meget speciel. Han
kunne finde på, at bede en af eleverne, der sad ved vinduet om at trække for
:"Jeg gider ikke se så langt".
Der gik rygter om, at han en gang havde forsøgt at skrive på tavlen, idet han
lænede sig bagud med stolen og begyndte at
at skrive baglæns. Herunder knækkede kridtet, hvorefter han udtalte:"Så
kan det også være lige meget!"
"Skærvecharles" kaldtes geologilæreren. Han havde en gang fået en
stor rød rubin af en eller anden prins i østen og han talte en del om den. Det
lykkedes også at få ham til at medbringe den og fremvise sin skat. Jeg må
tilstå, at den var stor, næsten som et hønseæg.
Vi havde i disse timer af og til udrykning til kalkværket ved Faxe og lærte en
masse om forsteninger osv. Meget interessant almenviden, som de fleste
interesserede sig for.
Dansk var selvfølgelig et vigtigt fag. Læreren havde en hobby og den hed
"Guldhornene" - "De higer og søger ......". Det var et
facinerende digt, men det skulle tolkes og det brugte vi næsten halvandet år
til. Resten måtte vi selv læse igennem uden videre forklaring.
Når der var forskellige timer i praktik var det næsten altid noget, der skulle
foregå efter normal skoletid, hvilket betød, at jeg for mit vedkommende ikke
kunne være hjemme før kl. 1900.
og da jeg skulle med toget kl. 0512 om morgenen, var der ikke meget tid til
lektielæsning og diverse opgaver.
Jeg var tillige efter indhentet tilladelse fra skolechefen blevet gift i
mellemtiden.
Det var f.eks således, at der af og til var tvungen skydning, som ville give de
nævnte
besværligheder.
Der SKULLE skydes, og skiverne skulle afleveres til vagthavendes kontor.
Resultatet blev det, der kaldtes "Blyantsskydninger". Med en spids
blyant gennemboredes
skiven forskellige steder svarende til de afgivne skud. Hullet udvidedes
derefter med en fed kuglepen og fik kaliber 9 mm. Det var faktisk ikke til at se
forskel. Mine skydninger var ikke særlig gode, men jeg har dog et lille
askebæger, der er forsynet med skolens våben og påskriften 32.præmie - ha!
Jeg fik aldrig sparet sammen til en week-endvagt og jeg fik heller ikke flere
omstillinger, men guderne skal vide, at jeg lærte skoleofficerens kontor at
kende indvendig fra.
Jeg var blevet vejet og fundet for let - 6 års tjeneste ved Militærpolitiet
havde sat sit spor på såvel min militære som min civile adfærd. Jeg havde,
som det blev udtalt af skoleofficeren, svært ved at indordne mig. Han talte
ikke noget om, hvad det var, jeg skulle indordne mig under. Han meddelte
mig tillige, at han havde indstillet til ministeriet, at jeg skulle afgå fra
skolen, hvilket skulle ske ca. en måned senere.
Jeg skulle tillige ikke deltage i undervisningen, men være til stede.
Da jeg havde prøvet det i 8 dage gik jeg til skoleofficeren og bad om to dages
tjenestefrihed, hvilket jeg fik.
Nogle dage senere fik jeg tre dages tjenestefrihed.
Ca. 14 dage efter bad jeg om 4 dages tjenestefrihed, hvilket jeg også til min
forbavselse fik.
Da jeg kort tid efter skulle tage afsked med skoleofficeren, spurgte han
mig om jeg ellers havde noget at bemærke. Det havde jeg. Jeg fortalte ham, at
han, som nu var oberstløjtnant, kun havde beføjelse til at tildele mig tre
dages tjenestefrihed.
Vi talte faktisk ikke mere om det.
Da "Kundgørelse for Forsvaret" forelå med angivelse af min
afgangsdato, gik jeg så for sidste gang ned ad Frederiksberg Bakke. Måske lidt
vemodig på grund af, at det ikke var lykkedes for mig at blive officer,
men da jeg dagen efter meldte mig tilbage til mit regiment og fik at vide, at
generalinspektøren for Ingeniørtropperne samt regimentchefen havde forsøgt at
få ændret ministeriets afgørelse, idet de fandt det urimligt, at de, der
havde anbefalet mig til uddannelsen og havde kendt mig i over 12 år skulle
tilsidesættes af en skolechef, som kun havde kendt mig i halvandet år og kun
overfladisk.
Ministeriet ændrede selvfølgelig ikke sin indstilling. Det ville have krævet
for meget.
Regimentchefen kaldte mig på kontoret og spurgte mig om jeg ville have fortsat
frivillig tjeneste, hvilket jeg selvfølgelig sagde ja til. Derefter blev
jeg sendt på motorskole og uddannet som
kørelærer og derefter gik det slag i slag med uddannelse og et fantastisk liv
ved Sjællandske Ingeniørregimemt og Ingeniørskolen. Det var som om man ville
gøre alt det gode for mig på grund af den tort, jeg havde oplevet.
Faktisk blev jeg rigtig glad for, at jeg blev lænset ud af Slottet, fordi jeg
som oversergent fik et liv i hæren, som jeg ikke tror var blevet mig til del
som officer, men det kan man da kun skønne om.
Jeg forlod regimentet i 1960 efter næsten 15 års tjeneste.